Vi har samlet 0 kelim tæpper fra 0 danske webshops, så du nemt kan sammenligne priser, rabatter og modeller.
Ingen produkter at vise lige nu — kig forbi igen snart.
Vi indsamler dagligt priser og sortiment fra 0 danske webshops.
Vi tjekker rabatterne — kun reelle nedslag i forhold til førpris vises som tilbud.
Du handler hos shoppen — vi linker direkte, og prisen er den samme for dig.
Et kelimtæppe er ikke bare et orientalsk tæppe uden luv. Det er en helt anden vævetradition end de knyttede persiske tæpper, og den forskel kan mærkes på alt: vægten, mønstrets skarphed, prisen og måden tæppet ligger på gulvet. Køber du en kelim uden at kende teknikken bag, er det svært at vurdere, om du står med et håndvævet stykke arbejde eller en maskinvævet efterligning til samme pris.
Denne guide handler om håndværket: vævningen, uldkvaliteten, farverne og mønstrene — for det er dem, der afgør, hvad et kelim tæppe er værd, og hvor længe det holder.
En kelim er et fladvævet tæppe. Der er ingen luv, ingen knuder og ingen opretstående fibre. Mønstret opstår ikke oven på tæppet, men er tæppet: farverne kommer fra selve islætgarnet, der væves ind mellem trendtrådene. I et knyttet tæppe bindes små garnstumper derimod fast omkring trenden og klippes til en luv.
I en kelim løber islætten hen over og under trendtrådene og pakkes så tæt sammen, at trenden forsvinder helt. Resultatet er et tyndt, fast og forholdsvis let tæppe. Det har tre konsekvenser i praksis. Kelimtæppet er vendbart, fordi mønstret går igennem og ser næsten ens ud på begge sider. Det er tyndt nok til at ligge under en dør eller oven på et andet tæppe. Og det er hårdt at sidde på sammenlignet med et luvtæppe.
Den klassiske kelimteknik kaldes slidsvævning. Når et farvefelt slutter og et nyt begynder, vender hvert islætgarn tilbage om sin egen yderste trendtråd i stedet for at fortsætte ind i naboens felt. Der, hvor to farver møder hinanden langs en lodret linje, opstår der derfor en lille åbning — en slids — mellem felterne.
Det er ikke en fejl, men kelimens signatur, og du kan se den, hvis du holder tæppet op mod lyset: en række små lysspalter langs de lodrette farveskift. En vis mængde slidser hører til, men meget lange, ubrudte slidser svækker tæppet.
Netop derfor ser kelimmønstre ud, som de gør. Væverne undgår lange lodrette linjer og bygger i stedet motiverne op af diagonaler, trapper og takkede former, fordi en skrå linje fordeler slidserne og holder vævningen stærk. Det kantede formsprog er altså en teknisk nødvendighed, der er blevet til æstetik.
Kelimvævning hører hjemme i et bredt bælte fra Balkan over Tyrkiet og Kaukasus til Iran, Afghanistan og Centralasien. Ordet selv kommer fra tyrkisk, og du vil møde det stavet både kelim og kilim.
Anatolien i Tyrkiet er det mest kendte område. Kaukasus er kendt for skarpe, klare geometriske kompositioner, fra Iran kommer blandt andet senneh-kelimer, der regnes for nogle af de fineste og tættest vævede, og afghanske kelimer har typisk et mørkere, jordet farveregister.
Traditionelt er kelimer vævet af kvinder på simple væve, ofte i nomadiske samfund, hvor et fladvævet tæppe kan rulles sammen og transporteres. Geografiske betegnelser i handlen er dog ikke en garanti for oprindelse, så spørg til, hvad et navn faktisk dækker over.
Den klassiske kelim er uld på uld: uldtrend og uldislæt. Uld er velegnet, fordi fibrene er elastiske, fjedrer tilbage og tåler at blive pakket hårdt sammen uden at knække. Uld optager desuden naturlige farvestoffer godt og snavser langsommere, end mange tror, fordi fibrene har et naturligt fedtlag.
Mange kelimer har bomuldstrend under en uldislæt. Bomuld er stærkere og mere formstabil i længderetningen, så tæppet ligger fladere og trækker sig mindre skævt. Det er ikke et dårligt tegn — tværtimod er det almindeligt i finere vævninger. Rene bomuldskelimer findes også, men de mangler uldens slidstyrke.
Uldkvaliteten varierer meget: en uld med lang stabel og naturligt lanolinindhold giver et tæppe med glans og fylde, mens tør, kort og livløs uld er det tydeligste tegn på et billigt tæppe, uanset hvad mønstret siger.
Farverne er det næstvigtigste efter ulden. Traditionelt blev garnet farvet med planter og andre naturlige råvarer — krap gav røde toner, indigo blå. Naturlige farver har en egenskab, som er svær at efterligne: de varierer let inden for samme felt.
Den variation kaldes abrash og ses som vandrette bånd, hvor farven skifter en anelse i tone hen over tæppet. Det opstår, når væveren skifter til et nyt bundt garn fra et andet farvebad. Abrash er ikke en defekt — det er et kendetegn ved håndarbejde og et fingerpeg om, at garnet er farvet i mindre partier.
Syntetiske farver er ikke i sig selv et problem. Moderne farvestoffer kan være både lysægte og vaskeægte, og mange gode nye kelimer er farvet syntetisk. Hold i stedet øje med farver, der er mistænkeligt ensartede og skrigende. Gnid et fugtigt, hvidt klæde forsigtigt hen over en mørk farve: smitter den kraftigt af, er farven ikke fikseret ordentligt.
Kelimens formsprog er geometrisk: rombeformer, trekanter, takkede kanter, stjerner, kroge og lodrette bånd. Motiverne har traditionelt haft navne og betydninger i de samfund, de kommer fra. Vær dog varsom med de meget håndfaste symbolforklaringer, der cirkulerer i handlen — betydningerne varierer mellem regioner og vævere.
Et gennemgående træk er, at kompositionen sjældent er helt symmetrisk. Håndvævede kelimer har små forskydninger: en bord, der ikke går helt op, et motiv, der er en anelse større i den ene ende. Det er præcis dét, der adskiller dem fra en maskinvævet gengivelse.
Bemærk også, at mange kelimer er vævet på en smal væv. Store kelimer er derfor ofte sammensat af to eller flere baner, syet sammen på langs. En synlig, pænt syet søm ned gennem tæppet er ikke en skade — det er en normal konstruktion.
Her er den vigtigste skillelinje i hele kategorien, fordi ordet kelim også bruges om industrielt vævede tæpper med kelimmønster.
Vend tæppet om. En ægte kelim er vendbar og har et mønster på bagsiden, der er stort set identisk med forsiden, blot med løse trådender. En maskinvævet kopi har typisk en bagside, der er tydeligt anderledes — ofte med et lærredsagtigt eller limet underlag, og altid uden slidser.
Kig efter slidserne mod lyset, og kig efter uregelmæssighederne. Perfekt ens mønsterrapport, snorlige kanter og fuldstændig ensartet farve peger på maskine. Frynserne afslører det også: på en håndvævet kelim er frynserne enderne af trendtrådene og altså en del af selve tæppet — de kan ikke være påsyede.
Ældre kelimer har ofte en blødhed og en farvedybde, som nye ikke har. Til gengæld køber du et brugt tekstil: se efter reparationer, tynde felter, mølskader og om slidserne er gået op. Reparationer er almindelige og ikke diskvalificerende — de skal bare være pæne og oplyste. Vær skeptisk over for alderspåstande, der ikke kan dokumenteres.
Fordi kelimer traditionelt væves på smalle væve, findes de i mange aflange formater. Kelimløberen til en gang eller en trappe er en klassiker. Store kelim tæpper findes, men de er som nævnt ofte sammensatte, og udvalget i de helt store mål er smallere end for knyttede tæpper.
Uden for gulvet bruges kelimvævning også til puder og vægophæng. Og fordi tæppet er tyndt, er kelimen god at lægge oven på et større, neutralt tæppe — et greb, der giver mønster uden at bygge højde op.
Kelimens styrke er, at den er tynd og tæt. Der er ingen luv, som kan mases flad, og derfor tåler et kelim tæppe gangbaner bedre end mange luvtæpper. Det gør den velegnet i entré, gang og under et spisebord, hvor stoleben glider let hen over den flade overflade.
Til gengæld er der ingen blødhed. Skal tæppet ligge, hvor nogen sidder på gulvet, er en fladvævet kelim ikke det oplagte valg. Uld tåler desuden fugt dårligt over tid, så et badeværelse er ikke stedet. Vær også opmærksom på direkte sollys — naturfarvet uld kan blegne, og et kelimtæppe, der ligger halvt i en solstribe, bliver tostrenget i farven med tiden.
Et fladvævet kelim tæppe skrider. Det er tyndt og let, det har ingen tung bagside, og på et glat gulv vandrer det. Et skridsikkert underlag er derfor nærmest obligatorisk — det holder tæppet på plads, forhindrer kanterne i at krølle og tager en del af slidet.
Støvsug uden roterende børste. Børsten er hård ved en fladvævning og river i frynserne — brug et glat mundstykke, og støvsug gerne begge sider. Fordi tæppet er vendbart, bør du vende det jævnligt: det fordeler slidet, og du får reelt to tæppelevetider ud af ét tæppe.
Ved spild: sug op med et rent, lyst klæde, gnid ikke. Uld tåler ikke stærke rengøringsmidler, klor eller høj varme — og krymper i maskinvask. Er tæppet meget snavset, hører det hjemme hos en tæpperenser med erfaring i håndvævede uldtæpper. Går en slids op, så få den lukket, mens den er lille.
Prisen på et kelimtæppe følger tre ting: om det er håndvævet, hvor tæt det er vævet, og hvilken uld der er brugt. I den billige ende ligger maskinvævede tæpper med kelimmønster og lette, løst vævede håndarbejder i simpel uld — de kan sagtens se gode ud, men de er ikke det samme produkt.
Mellemklassen dækker nyere håndvævede kelimer i fornuftig uld med ordentlig tæthed. I den dyre ende ligger fint vævede stykker, ældre og antikke kelimer og tæpper med plantefarvet garn, hvor du betaler for arbejdstimer, sjældenhed og en holdbarhed, der måles i årtier.
Er prisen for et stort, angiveligt håndvævet kelim tæppe påfaldende lav, er det som regel enten maskinvævet, tyndt vævet eller vævet i ringe uld.
En kelim er fladvævet uden knuder, mens de klassiske persiske tæpper er knyttede med luv. Det er to forskellige teknikker, ikke to kvalitetsniveauer.
Ja. Ægte kelimer er vendbare, fordi mønstret går igennem vævningen. Det er en af de bedste måder at forlænge tæppets levetid på.
Ikke i en husholdningsmaskine, hvis den er af uld — den krymper og filter. Overlad grundig rens til en tæpperenser med erfaring i håndvævede uldtæpper.
Det er slidser, og de hører til teknikken. De opstår, hvor to farvefelter mødes i en lodret linje. Bliver de lange, bør de repareres.
Et tæt vævet uldkelim er hårdført, netop fordi der ingen luv er, der kan mases flad. Slidstyrken afhænger dog af vævetætheden og uldkvaliteten.